En plastikbøtte med fersk kylling efterladt i et lokale med over 20 grader og et alt for varmt køleskab.

Det var udslagsgivende, da Fødevarestyrelsen fornyligt besøgte burgerrestauranten Burgermania i Svendborg.

Styrelsen kvitterede for besøget ved at uddele en bøde på 5.000 kroner og en sur smiley, der skal hænge synligt i indgangen til restauranten.

Det skyldes, at personalet blandt andet havde ladt kyllingefiletter stå fremme i en plastikbøtte i et 23,3 grader varmt produktionslokale. Og det var for meget for kyllingen, der fik en indvendig temperatur på 18,3 grader.

I samme lokale fandt fødevarestyrelsen i et køleskab 1 kg panerede kyllingefiletter i en pose, der havde en temperatur på 17,5 grader. Det fremgår af fødevarestyrelsens rapport fra besøget.

I følge personalet skyldes den varme, ferske kylling at køleskabet begyndte at gå ud dagen før, og på dagen var der ikke lys i skabet. Det fik i følge kontrolrapporten personalet til at konkludere, at »det måske var brudt sammen,« og samtidigt havde personalet glemt at få den kylling, de ikke skulle bruge tilbage i køleskabet.

Det er første gang burgerkædens filial i Svendborg får en sur smiley, og derfor ærger det også ejeren Ashkan Nymann Abdalkhani:

»Jeg er super ked af det. Det betyder enormt meget for os, at tingene er i orden. Hvis man kigger vores rapporter igennem, vil man se, at det her er en engangsting. Vores hygiejne og rengøring er altid i orden. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi skal hænges ud på denne her måde,« siger han til Fyens Amts Avis.