Den fynske burgerkæde Chicago Burger har fået en sur smiley.

Det er restauranten på havnen i Odense, der har fået den sure smiley.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolbesøg, der fandt sted 6. oktober i år og varede i hele to timer og 45 minutter.

I rapporten står der, at virksomheden har fået et bødeforelæg på 5.000 kroner fremsendt, da der var fedtede og mørke belægninger på gulvet under produktionsbordene i det åbne køkken samt mørkebrunt flydende fritureolie under stegeområdet.

Der var endvidere tabte pomme frittes, der lå ved en åbentstående kloak med indtørrede, mørke belægninger.

Ligeledes har virksomheden fået et bødeforelæg på 7.500 kroner fremsendt, da virksomheden havde snittet rødløg direkte ned i en papkasse, virksomheden havde fået leveret tomater i. Til det svarede virksomheden følgende:

»Plasticspanden er for høj til at stå nedenunder. Vi snitter kun i kassen og overhælder derefter til en plastikspand.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Chicago Burger. I stedet har virksomheden sendt en pressemeddelelse, hvori der står:

»Det er vi naturligvis meget kede af, da det er sket for første gang efter ni år for os. Hygiejne og renlighed på vores restauranter er noget, vi tager meget alvorligt. Vi sætter en stor ære i at overholde alle regler til punkt og prikke, og heldigvis har alle Chicago Burgers i dag en glad smiley i alle andre afdelinger.«

»Derfor er vi selvfølgelig også meget kede af at have fået en sur smiley i vores havnebad afd. i Odense, som gik ud på en dårlig rengøring. Det må selvfølgelig ikke ske. I forhold til Fødevarestyrelsens kritikpunkter har vi således allerede straks rettet op på det.«

»Vores henholdsvis nye køkkenteam i den pågældende afdeling har desværre ikke fuldt den rengøringsprocedure, som de skulle udføre til daglig. Vi har naturligvis med omgående virkning også sendt nogle af vores rutinerede køkkenchefer i de andre afdelinger derned for at få rettet op på rengøring.«