'Hej. Vores forsøg på at debitere dit nominerede kreditkort i denne måned var ikke succesrig.'

Når du læser de ord, tror du så, at det er begyndelsen på en troværdig mail?

Forhåbentlig er svaret nej, for ordene stammer fra en fupmail, der for tiden er i omløb.

Det fremgår af mailen, at den er sendt fra Boxer, men det er altså snyd, og man skal for alt i verden ikke gøre, som der står, og opdatere sine betalingsoplysninger.

Det advarer appen Mit Digitale Selvforsvar fra Forbrugerrådet Tænk nu om.

'Mailen er en fupmail - og afsenderen forsøger at 'fiske' dine betalingskortoplysninger. Metoden bruges ofte af svindlerne - så vær altid opmærksom på afsenderadressen i denne type mail - og undgå at klikke på linket,' skriver forbrugerorganisationen.

Den opfordrer personer, som modtager denne mail, til at kontakte Boxer, hvis de er i tvivl om ægtheden.

Skulle denne mail være endt i din mailindbakke, så anbefalder Mit Digitale Selvforsvar dig til at slette den med det samme.