»Der er sket det, som vi har gået og frygtet.«

Sådan lyder det fra Martin Hjort Jensen, formand for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, der er landbrugets fjerkræorganisation overfor Finans.

Baggrunden er, at der er fundet fugleinfluenza  i en hønsebesætning i Randers. Det betyder ikke alene, at hele besætningen på 25.000 dyr skal aflives.

Det koster også en automatisk nedlukning af eksportmarkeder uden for EU i tre måneder – og det kan få alvorlige konsekvenser.

Martin Hjort Jensen frygter, at færre aftagere fører til lavere priser og dermed tabt indtægt for fjerkræbranchen. Og tabt eksport for Danmark.

Da fugleinfluenzaen sidst ramte danske fjerkræbesætninger i 2016, gav det priserne et ordentligt nyk nedad.

Og det er ikke småpenge, der er på spil.

Sidste år eksporterede Danmark fjerkræskød for 3,3 mia. kr., men store markeder som Sydafrika og Sydkorea bliver nu lukket ned.

For fire år siden tabte branchen omkring 100 mio. kr. på grund af fugleinfluenzaudbruddet. Hvor stort et tab, der bliver tale denne gang, tør Martin Hjort Jensen ikke spå om endnu.

I sommer var der et udbrud af fugleinfluenza i Rusland og Kasakhstan. Det har nu spredt sig til Vesteuropa, hvor sygdommen er konstateret i Danmark, Frankrig, Tyskland, England, Holland og Belgien.

Der er ifølge Fødevarestyrelsen i Danmark ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der er i cirkulation i Europa i øjeblikket.