Kunder med favnen fuld af toiletpapir, gær og fryseretter er heldigvis et syn, vi ikke har set, siden danskerne for alvor hamstrede amok i midten af marts.

Nu er der til gengæld opstået et andet problem - og det kan for alvor gå ud over danskernes pengepunge.

For selvom salget af supermarkedsvarer i Danmark nu ligner det, vi er vant til fra før coronavirussen, så er supermarkeder verden over begyndt at købe flere varer ind end normalt i et forsøg på at undgå tomme varelagre.

Det skriver Børsen, som har talt med Per Bank, der er adm. direktør i Salling Group, som står bag butikskæderne Føtex, Bilka og Netto:

»Supermarkeder rundt om i Europa opbygger større sikkerhedslagre på grund af usikkerheden i forhold til at få fat i varerne. Det har ikke sat sig i priserne endnu, men det forventer vi, at det gør,« siger Per Bank.

Han uddyber, at man normalt har ris på lager til to uger, men nu er man altså begyndt at bygge op til seks-otte ugers forbrug af ris, så supermarkeder kan klare sig i længere perioder, hvis der skulle opstå problemer med leveringen.

Og det får da også Per Bank til at frygte, at priserne på udenlandske basisvarer kan ryge i vejret.

Især ris er i fare for at stige i pris, da Indiens lukkede havne har kompliceret transporten af varer til Europa.