Der er problemer med at få varerne hjem, og når de kommer, er priserne på dem steget.

Sådan er situationen i mange byggemarkeder, hvor frustrationen i øjeblikket er til at tage at føle på.

Ifølge Helsingør Dagblad er Stark Helsingør blandt de forretninger, der det seneste halve år har oplevet både leveringsproblemer og store prisstigninger.

»Det er blevet markant dyrere at indkøbe materialer. Der er tale om en række byggematerialer. Vi har oplevet problemer med specielt hvid isolering, men det har primært været inden for trævarer, stål og elektriske komponenter,« siger direktør Thomas Lakjer.

Avisen henviser til tal fra Danmarks Statistik, som viser, at materialeomkostningerne til byggeri er stedet i andet kvartal af 2021.

Det betyder også, at det er blevet dyrere at bygge en ny bolig. Prisen er steget med 2,1 procent.

Det er især træ, stål og træbaserede plader, der er steget.

Stark i Helsingør er blandt de byggemarkeder, der oplever problemer med at skaffe varer. (Arkivfoto)
Stark i Helsingør er blandt de byggemarkeder, der oplever problemer med at skaffe varer. (Arkivfoto)
Vis mere

Problemerne skyldes ifølge Helsingør Dagblad flere ting.

Et globalt byggeboom, skovbrande og de flaskehalse i leveringerne, som der er opstået efter corona, nævnes som årsagerne.

I begyndelsen af august skrev også Nordjyske om vilde prisstigninger på byggematerialer.

Det giver problemer for håndværkerne.

»Udfordringen er at give en pris i dag, hvor vi ikke kender prisen på varerne den dag, vi skal bruge dem. Vi ser prisstigninger på 25-30 procent i kvartalet, og der er træprodukter, der koster det dobbelte af prisen for trekvart år siden,« sagde formanden for Dansk Byggeri, Michael Jørgensen til nordjyske.dk ved den lejlighed.