På fredag skal danske virksomheder tilbagebetale en rigtig stor regning.

1. april skal 46.200 virksomheder tilbagebetale næsten 22,2 milliarder kroner i rentefrie moms- og A-skattelån til Skat. Det er de såkaldte coronalån.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Ifølge statistikbanken svarer de 46.200 virksomheder til 15 procent af samtlige aktive virksomheder i Danmark. Det er altså en ikke uvæsentlig andel.

De rentefrie coronalån blev udstedt under coronakrisen af den danske stat for at holde hånden under virksomhederne.

Nu er tiden så kommet til, at staten vil have betalt pengene tilbage.

I Dansk Industri vurderer cheføkonom Allan Sørensen, at lånene har reddet rigtig mange virksomheder fra at gå konkurs.

- Lånene har været fuldstændig afgørende for at få virksomhederne helskindet igennem perioder med skrappe restriktioner og tvangslukninger, siger Allan Sørensen.

tip os
Er din virksomhed blandt dem, der skal tilbagebetale coronalån? Så tip os her

Han peger på, at antallet af konkurser har ligget på et meget lavt niveau under coronakrisen.

Det skyldes især mulighederne for rentefrie lån og kompensation for løn og faste udgifter, siger Allan Sørensen.

- I en tid uden indtægter har det været afgørende med gode lånemuligheder for at holde konkurserne for døren, siger han.

/ritzau/

Opdateres...