Den øverste hylde af rigmænd har ifølge Bloomberg tirsdag fået et nyt medlem: Franske Bernard Arnault.

Kredsen af personer på denne jord, der har en formue på over 100 milliarder dollar - hvilket svarer til 666 milliarder kroner - er ifølge erhvervsmediet Bloomberg vokset fra to til tre personer.

Det er den franske rigmand Bernard Arnault, der nu ikke kun er den rigeste europæer, men også med i den absolutte superliga for rigmænd.

Bernard Arnault ejer det holdingselskab, som står bag modehuset Christian Dior, som igen ejer majoriteten i Louis Vuitton-imperiet, LVMH. Han sidder som bestyrelsesformand i begge selskaber.

Aktien i LVMH steg tirsdag 2,9 procent i værdi, hvilket fik den samlede værdi af Arnaults aktier til at stige og hjalp hans formue op over de 100 milliarder dollar.

De to hidtidige medlemmer er Amazon-stifter Jeff Bezos og Microsoft-rigmanden Bill Gates.

Ud over en personlig succes for Bernard Arnault viser hans formuevækst også noget om forholdene i den absolutte økonomiske elite i Frankrig, skriver Bloomberg.

Arnaults formue alene udgør tre procent af Frankrigs bruttonationalprodukt, der groft sagt er størrelsen på hele landets økonomi. I år alene er Bernard Arnaults personlige værdi steget med lige under 32 milliarder dollar alene.

Det er ikke kun Arnaults luksusimperium, der boomer i Frankrig.

Francoise Bettencourt Meyers, der ejer kosmetikkæmpen L'Oréal, som også har mærkerne Maybelline, Lancôme og Garnier, har også haft et godt år.

Med en formue, der er vokset næsten ti milliarder dollar, er hun i øjeblikket verdens niende rigeste person ifølge Bloomberg.

Også François-Henri Pinault har med sit ejerskab i Kering, der gør sig i forskellige mode- og luksusmærker såsom Gucci og Yves Saint Laurent, har siden årsskiftet føjet syv milliarder dollar til sin formue ifølge Bloomberg.

Danmarks rigeste på Bloombergs indeks er Niels Louis-Hansen, der sidder på en femtedel af ejerskabet i Coloplast. Hans formue står noteret til seks milliarder dollar.

/ritzau/