Frankrigs premierminister vil "tage kontrollen over konkurrencereglerne tilbage". Tyskland vil også reformere.

Står reglerne i vejen, må reglerne ændres. Det er logikken i både Tyskland og Frankrig, efter at EU-Kommissionen onsdag har blokeret en stor togfusion mellem franske Alstom og tyske Siemens.

Sammenlægning af de to i forvejen dominerende togproducenter ville dræbe konkurrencen på nogle områder i EU, og den ville skade forbrugere, lød et par af argumenterne fra EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Men i Tyskland og Frankrig er man ikke enig.

Tysklands regering vil forsøge at ændre EUs konkurrencelovgivning, når landet overtager formandskabet i efteråret 2020. Det bekræfter en talsmand for regeringen over for nyhedsbureauet Reuters.

Det skal være lettere at lade virksomheder fusionere på tværs af grænser, mener den tyske økonomiminister, Peter Altmaier.

Han siger, at det er nødvendigt, at Europa kan skabe stærke internationale virksomheder, der kan modstå en hård konkurrence fra Kina og USA.

Men på signalsystemer og højhastighedstog er der i øjeblikket, siger Vestager, slet intet at bekymre sig om i forhold til Kina, hvor producenten CRRC ifølge Siemens og Alstom er en trussel.

Den franske premierminister, Edouard Philippe, siger, at onsdagens nederlag i Bruxelles må være et signal om, at man skal tage kontrollen over konkurrencelovgivningen tilbage.

Philippe mener, at beslutningen er truffet på et fejlagtigt grundlag.

- De (reglerne, red.) må opdateres. Vi må tage kontrollen tilbage, siger han.

Ifølge topchefen for Siemens, Joe Kaeser, er der et akut behov for "strukturelle reformer".

- Beskyttelsen af forbrugernes interesser lokalt må ikke betyde, at Europa ikke kan have fair vilkår over for førende nationer som Kina, USA og andre, siger Kaeser ifølge nyhedsbureauet AFP.

På et pressemøde efter afgørelsen gav Margrethe Vestager udtryk for, at den aktuelle sag tydeligt viser, at der er sund fornuft i reglerne.

To store EU-lande har store interesser i fusionen, og de taler for. Men de øvrige 26 EU-lande har andre interesser, og virksomheder i disse lande vil måske lide skade eller blive knust af en sammenlægning.

Det centrale er, at konkurrencen er god for forbrugerne, understreger hun.

Siemens producerer blandt andet højhastighedstoget ICE, mens Alstom står bag den franske klassiker TGV.

/ritzau/