Efter et hårdt år har rejseforsikringsselskabet SafeAway besluttet sig for at trække stikket.

Den sidste forsikring er solgt, og efter otte år er SafeAway snart en saga blot, oplyser virksomheden på sin hjemmeside.

»Coronakrisen har betydet et stort fald i omsætningen, og vi tror, det vil tage endnu nogle år, før man ser normal rejseaktivitet igen,« lyder det.

Her lover man ligeledes, at servicen for allerede eksisterende kunder opretholdes.

»Det gælder både døgnservice for akutte skader, almindelig skadebehandling samt kundeservice per telefon og mail.«

»Vi takker vore kunder, partnere og leverandører for et godt samarbejde igennem årene og loyal opbakning.«

SafeAway har ifølge Standby.dk hovedsagelig haft speciale i at sælge både års- og enkeltrejseforsikringer til private som eksempelvis studerende, backpackere og sejlere.

Til mediet understreger virksomhedens daglige leder, Carsten Dalgaard, ærgrelsen over lukningen:

»Vi gjorde rigtig mange ting godt, men blev virkelig ramt af coronakrisen.«