Forsikringsselskabet Codan fyrer 40 medarbejdere i Danmark.

Det sker som led i en strategi om at nedbringe omkostningerne i Danmark med 10 procent. Det fortæller Christian Baltzer, adm. direktør i Codan Danmark, til FinansWatch.

Han fortæller, at forsikringsselskabet siden sommerferien har forsøgt at reducere omkostningerne ved blandt andet naturlig afgang og ved ikke at genplacere medarbejdere. Endelig er der også blevet kigget på omkostninger andre steder i organisationen.

»Men for at komme helt i mål har vi set os nødsaget til at tage det sidste skridt, som vi gør i dag. Så det er afslutningen på en proces, som vi har kørt i en del måneder i ledergruppen,« siger han.

Firmaet har altså set sig nødsaget til at udpege nogle medarbejdere, som de måtte sige farvel til.

Fyringerne er fordelt ud over virksomheden, så der ikke er nogle bestemte afdelinger, der er særlig hårdt ramt.

Christian Baltzer beskriver torsdag som en dag med blandede følelser. Han har nemlig både måttet fortælle nogle medarbejdere, at virksomheden går en lys tid i møde, og nogle andre, at de er opsagte.

Situationen bliver ikke bedre af, at nogle af de opsagte har fået den triste besked over et videomøde via nettet på grund af hjemmearbejde grundet corona-smitte.