Storbanken forsøger at blive mindre afhængig af de svingende aktiemarkeder gennem rådgivning af rige kunder.

Efter en "turbulent" slutning på 2018 byder årets tre første måneder på lyspunkter for storbanken Morgan Stanley, viser selskabets kvartalsregnskab.

Bankens omsætning faldt med syv procent til omkring 68 milliarder kroner. Til gengæld overraskede bankens overskud positivt takket være bankens evne til at rådgive rige kunder om deres formue.

Talknuserne på børsen Wall Street har efter regnskabets fremlæggelse sendt kursen på bankens aktie op med tre procent.

Bankens afdeling for formuepleje oplevede - i kontrast til resten af banken - fremgang i omsætningen i de første tre måneder af 2019.

Det har været en strategisk overvejelse fra bankens side, at den ønsker at blive mindre afhængig af aktivitet på aktiemarkederne og i højere grad have en indtægtskilde fra formueplejen.

Ligesom de fleste andre banker på Wall Street var der i den del af banken, der har sin gang på aktiemarkederne, igen tilbagegang.

Aktiviteten på aktiemarkedet blev betydelig mindre i første kvartal, da bekymringerne over en potentiel handelskrig mellem USA og Kina blev dulmet.

Mandag præsenterede rivalen Goldman Sachs et lignende resultat.

/ritzau/Reuters