Formanden for fagforbundet FTF, Bente Sorgenfrey, er skuffet over, at musketereden blev brudt i nat, og formanden for Akademikernes Centralorganisation (AC), Lars Qvistgaard, ærgrer sig.

Bente Sorgenfrey fortæller til BT onsdag morgen, at hun og hendes medlemmer står i en vanskeligere forhandlingssituation, efter LO-forbundene FOA, 3F, HK Kommunal, Socialpædagogerne og Dansk Socialrådgiverforening i nat indgik et forlig med Danske Regioner.

»Arbejdsgiverne har ønsket at splitte op i musketereden, det er nu sket, og det er jeg ked af. Det gør vores muligheder for at komme igennem med vores ting vanskeligere,« siger hun.

Aftalen mellem Danske Regioner og LO-forbundene dækker blandt andet over en lønramme på 8,1 procent over tre år, inklusiv generelle lønstigninger på 6,10 procent og en forventet udmøntning fra reguleringsordningen, der skal sikre, at lønudvikling på det offentlige område følger det private område, på 0,71 procent.

Men FTF og AC takkede nej til tilbuddet.

»Vi har truffet et bevidst valg om, at den aftale ikke er god nok til os. Spisepausen er ikke sikret som en overenskomstmæssig rettighed, og vi er ikke på lønrammen sikret den udmøntning, som vi har ønsket os. Én ting er, at rammen ser stor ud, noget andet er, hvordan pengene falder og sikrer en reallønsfremgang efter flere år med krise,« siger Bente Sorgenfrey.

»Vi var ikke klar til at bide til bolle på det. Lønrammen var acceptabel, men det er under forudsætning af, at man havde overenskomstsikret den spisepause, som vi har haft gennem mange, mange år,« lyder det fra Lars Qvistgaard.

Bente Sorgenfrey fortæller, at hun er skuffet over, hvordan natten forløb.

»Man må lave de aftaler, man synes er bedst, så jeg vil hverken råbe af dem eller kalde dem forrædere, men jeg er skuffet over, at musketereden, som Dennis Kristensen (FOA-formand) selv har været med til at formulere, ikke holder.«

Lars Qvistgaard stemmer i:

»Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er ærgerlig over, at LO-forbundene har accepteret de resultater, som den øvrige del af fællesskabet sagde nej til,« siger han.

Forhandlinger om det kommunale og statslige område fortsætter onsdag.

Bente Sorgenfrey håber på opbakning til en arbejdstidsaftale fra LO-forbundene.

»Det har jeg en klar forventning om, ellers har fagforbundende glemt alt om begrebet solidaritet.«