Tirsdag formiddag opstod der pludselig massiv forvirring om forhandlingerne om en ny overenskomstaftale for de 200.000 statsligt ansatte, efter TV 2 erfarede, at en aftale var på plads.

Nu slår den ene halvdel af de forhandlende parter imidlertid fast, at TV 2s historie, som de senere har præciseret, var forkert.

Det oplyser Gordon Ørskov Madsen, som er formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og forhandler på vegne af lønmodtagerne, til B.T.

»Der er ikke en aftale, før vi er færdige, og vi forhandler stadig,« forklarer han.

Tirsdag formiddag erfarede TV 2, at en treårig aftale var færdigforhandlet.

Senere måtte de trække i land, men holder stadig fast i, at de store linjer for aftalen er på plads.

Nicolai Wammen (S) er forhandlingsleder for regeringen.
Nicolai Wammen (S) er forhandlingsleder for regeringen. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Blandt andet mener mediet at vide, at aftalen indeholder en stigning i lønrammen på ni procent, en fritvalgsordning, et lønløft til danske soldater og mulighed for frihed på barnets tredje sygedag.

Det vides ikke, hvornår en endelig aftale kan præsenteres.

Der er ifølge Ritzaus oplysninger planlagt forhandlingsmøder både tirsdag formiddag og eftermiddag.

Det er finansminister Nicolai Wammen (S), der forhandler på statens vegne.