De største og mest kendte forlystelsesparker i Danmark er hårdt ramt af corona-krisen.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, men nu sætter branchen tal på, hvor slemt det står til.

Medlemmerne af Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark er gået 40 procent tilbage i deres omsætning i 2020. Det skriver Standby.

Tivoli og Legoland er blandt medlemmerne i foreningen, der tæller 12 forlystelsesparker i alt.

Foto: Emil Helms
Vis mere

Medlemmerne omsatte sammenlagt for 3,4 milliarder kroner i 2019. En tilbagegang på 40 procent i år betyder, at tabet i omsætningen er på 1,4 milliarder kroner.

Forlystelsesparkerne har naturligvis åben i efterårsferien, som vi lige er startet på, men Sundhedsstyrelsens anbefalinger for, hvad børnefamilier kan lave i ferien, lægger ikke ligefrem op til et besøg.

Det fortæller Søren Kragelund, der er formand i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, til Standby.

»Der står nærmest, at man skal blive hjemme og spille brætspil og pille næse. Det gør det ikke bedre for vores medlemmer.«

Flere af de store forlystelsesparker har været gennem større fyringsrunder som følge af corona-krisen. Legoland fyrede hver femte ansat i august, mens Tivoli har fyret mere end 200 medarbejdere.

Krisen har ligeledes betydet, at Tivoli forventer et underskud på mellem 150 og 200 millioner kroner før skat.

Finansdirektør i Tivoli, Andreas Morthorst, sagde tidligere på året, at de sociale restriktioner har ramt Tivoli hårdt.