Har man aktier hos SAS, er der gode nyheder at hente her fra morgenstunden.

Aktien er nemlig fløjet i vejret og er i grøn med 17,24 procent fra mandagens åbning.

Det fremgår af C25-indekset.

Stigningen er ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef hos Sydbank, godt nyt for SAS efter en noget turbulent periode.

I skrivende stund forhandler SAS med knap 1.000 af sine piloter, der har strejket siden 4. juli.

Piloterne er blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect end i SAS Scandinavia.

Men inden mandagens forhandlinger lød det fra parterne, at der kan lande en aftale i løbet dagen.

»Vi er så tæt på en løsning, at der kun er småting tilbage. Så kan vi overveje et par timer eller mere, men vi er snart ved vejs ende,« lød det fra forhandlingschefen hos SAS, Marianne Hernæs.

Marianne Hernæs.
Marianne Hernæs. Foto: 1081 Fredrik Persson/TT
Vis mere

Og netop de meldinger er årsagen til den nuværende aktiekurs, vurderer Jacob Pedersen.

»Det er et udtryk for, at der er forhåbninger om en aftale. Det er sådan, man tolker det.«

»Og det må også siges at være godt nyt for SAS, der ellers kunne have set ind i en krise af helt usete dimensioner,« siger Jacob Pedersen og påpeger, at pengene i forvejen fosser ud af flyselskabet.

Om der lander en aftale mandag, er der dog ingen sikkerhed for.

Marianne Hernæs antyder dog mere eller mindre, at aftalen kommer i dag, mandag. Uanset hvad:

»Det begynder at blive uansvarligt at fortsætte. Det nærmer vi os i dag. Når vi har været i gang så længe, må man som forhandler indse, at slaget er tabt,« siger hun ifølge NRK.