Butikkerne opnåede et større salg i januar end i december - i hvert fald når man korrigerer for sæsonudsving, den generelle prisudvikling og antallet af handelsdage.

Det viser Danmarks Statistiks månedlige opgørelse af detailsalget.

Stigningen udgjorde 0,7 procent fra måned til måned og kommer oven på et fald på 1,3 procent i december.

Ser man på de tre måneder fra november til januar, er der tale om en stigning på 0,8 procent.

Sammenligner man med januar sidste år, var salget 3,8 procent højere i år - også selv om inflationen pilles ud af regnestykket.

Kigger man på de enkelte brancher, har der været fremgang over hele linjen det seneste år - dog med undtagelse af tankstationer.

De seneste tre måneder er det særligt butikker, der sælger forbrugerelektronik - fjernsyn, mobiltelefoner og computere - der har mærket omsætningsfremgang.

Morten Granzau, der er vicedirektør i Dansk Industri, siger i en kommentar til tallene, at udviklingen meget vel kan fortsætte de kommende måneder.

- I løbet af det kommende år forventer vi, at privatforbruget stiger yderligere, hjulpet på vej af skatte- og afgiftslettelser, selv om forbrugertilliden i øjeblikket er på et meget lavt niveau, og usikkerheden i verden er større end længe, siger han.

Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv, ser også et muligt adfærdsskifte blandt de danske forbrugere i år.

Tendensen har de senere år været, at vi i højere grad har sparet op end øget forbruget, når rådighedsbeløbet er blevet større.

- Jeg forventer, at optimismen blandt forbrugerne vil tage til de kommende måneder, og det vil formentlig få forbrugerne til at lægge knap så mange penge til side hver måned.

- Det vil for de fleste danskere være forsvarligt. Hvis danskerne sparer lidt mindre op hver måned, vil det med stor sandsynlighed give øget salg i detailbutikkerne, siger Kristian Skriver.

/ritzau/