Du bestiller en vare på nettet, og butikken trækker med det samme pengene fra din konto.

Hvis du har oplevet noget i den retning, så har netbutikken faktisk forbrudt sig mod god markedsføringsskik.

Flere og flere danske forbrugere oplever, at en webshop trækker beløbet fra deres konto, før de har fået den bestilte vare. Nogle gange går der endog meget lang tid, før varerne overhovedet dukker op.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse, hvor hun præciserer, at det ikke er tilladt.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Som udgangspunkt skal en vare nemlig være overleveret til et fragtfirma eller til kunden, før netbutikken må trække pengene fra kundens konto.

Alligevel har en række virksomheder trukket pengene fra kundernes konti omgående eller meget kort tid efter, at kunden har købt en vare.

Derfor har Forbrugerombudsmanden sendt et brev til 17 virksomheder og indskærpet reglerne for, hvornår de må hæve betalingen for en vare på en kundes konto.

»Når vi handler på nettet, skal vi som udgangspunkt først betale for vores varer, når virksomheden sender dem. Ellers er det forudbetaling, og det er der jo en risiko ved. Varerne kan for eksempel være i restordre eller helt udsolgt, ligesom sælger kan gå konkurs eller af andre årsager blive forhindret i at sende varerne,« siger forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen.