Selskaber har ikke vurderet en mand godt nok, før han optog kviklån. Nu går Forbrugerombudsmanden ind i sagen.

Forbrugerombudsmanden går nu ind i en principiel retssag om en overgældsat forbruger. Sagen kan få stor betydning for andre, der også er overgældsatte.

Det skriver Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, torsdag i en pressemeddelelse.

Tre banker, et realkreditinstitut og ni selskaber, der tilbyder kviklån, har givet en forbruger lån i 2018, som han ikke var ordentligt kreditvurderet til at kunne optage.

Forbrugeren havde en stram økonomi og burde ikke have haft mulighed for at optage flere lån, mener Forbrugerombudsmanden.

På den baggrund har hun valgt at gå ind i sagen.

- Det hører til sjældenhederne, at jeg går ind i en konkret gældssag.

- Men det kan få stor betydning for mange overgældsatte forbrugere, at vi får afklaret ved domstolene, om mangelfuld kreditvurdering kan medføre, at renter og gebyrer bortfalder, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Hvis forbrugerombudsmanden vinder den her sag, vil det ikke kun have en betydning for den konkrete forbruger.

Det kan få betydning for alle lånesager i Danmark, vurderer Frederik Waage, der er lektor i procesret ved Syddansk Universitet.

- Den kan fastlægge, hvordan retningslinjerne skal være på det her område med meget forgældede personer, der alligevel bliver tilbudt flere lån.

- Og her vil Forbrugerombudsmanden støtte en konkret borger og bruge det her tilfælde til at påvirke retstilstanden, så det også bliver nemmere for banker og kviklånsselskaber at vide, hvordan de skal agere over for de her mennesker, siger han.

I en række breve, som DR Nyheder har fået aktindsigt i, skriver Forbrugerombudsmanden til selskaberne, at forbrugerens lån skal gøres ugyldige - annulleres - som følge af den utilstrækkelige kreditvurdering.

En annullering betyder, at renter og andre omkostninger forbundet med lånet ikke skal betales tilbage. Selve lånet skal stadig tilbagebetales.

Et af selskaberne har stævnet forbrugeren og krævet, at gælden bliver betalt. Det er den sag, Forbrugerombudsmanden kommer til at føre på vegne af forbrugeren.

/ritzau/