EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager har langet en rekordstor bøde ud til Google for manipulation.

Bruxelles. Den internationale internetgigant Google har fået en rekordstor bøde af EU for at have manipuleret med sine søgeresultater. Bøden lyder på over 18 milliarder kroner.

Straffen vækker glæde hos Forbrugerrådet Tænk, der via sin internationale søsterorganisation BEUC var med til at klage over Googles praksis.

- Google har misbrugt sin dominerende stilling. Det må virksomheder ikke, for så bliver konkurrencen sat ud af spil. Det går ud over forbrugerne.

- Vi regner med, at Google giver os et fair, retvisende og ikkemanipuleret søgeresultat. Men de har favoriseret deres egne og deres samarbejdspartneres produkter. Det er ikke acceptabelt, siger Lars Pram, direktør for Forbrugerrådet Tænk.

For Tænk er bøden afgørende, fordi den sender et klart signal til branchen om, at man ikke kan slippe, bare fordi man er stor og international.

- Det er en rigtig god dag for forbrugerne. Og det viser, at der er behov for stærke konkurrencemyndigheder ikke bare i Danmark, men også i Europa.

- Vi er virkeligt glade for, at EU har sat foden ned over for Google og har slået hårdt ned over for dette her, siger Lars Pram.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er der fortsat stor brug for et stærk, paneuropæisk organ for at tage kampen op med de nye, globale spillere.

Alphabet, der ejer Google, omsatte i 2016 for 600 milliarder kroner og tjente 128 milliarder kroner. Dermed har selskabet flere finansielle muskler end mange lande. Samtidig opererer det over hele verden.

- Det er rigtigt svært for hver af os individuelle forbrugere at gennemskue, hvad og hvem vi er oppe imod.

- Virksomhederne bliver større og større, så derfor er det vigtigt, at lande på tværs af grænser arbejder sammen og holder øje med, at de opfører sig ordentligt, siger Lars Pram.

- Margrethe Vestager har vist, at hun ikke er bange for at gå til selv de allerstørste. Og det er utroligt vigtigt.

/ritzau/