Forbrugernes humør er en smule bedre i december sammenlignet med i november.

Men de danske forbrugere ser fortsat negativt på deres egen og Danmarks økonomiske situation.

Forbrugertilliden steg i december til minus 17,3, hvilket bringer årsgennemsnittet op på minus 16,7.

Det fremgår af Danmarks Statistiks opgørelse over forbrugertillid.

Tore Stramer, som er cheføkonom i Dansk Erhverv, påpeger, at forbrugertilliden i 2025 er den laveste siden 2022, hvor inflationen toppede. Ellers skal man helt tilbage til 1988 for at finde et lavere humør hos forbrugerne.

Og når man ser på de økonomiske nøgletal og de seneste års lønstigninger, mener Tore Stramer, at det lave humør er lidt af et mysterium.

- Forbrugertilliden er overraskende lav med tanke på, at der ellers er udsigt til et gyldent økonomisk år for de danske forbrugere i 2026, skriver han i en kommentar.

Tore Stramer nævner blandt andet, at forskellige afgifts- og skattelettelser vil give lidt medvind til danskernes privatøkonomi, mens beskæftigelsen er rekordhøj.

- Dertil er der udsigt til, at de seneste års flotte lønvækst på det private arbejdsmarked nu også rammer de offentlige lønninger og overførsler, skriver han.

Forbrugertilliden måles ved at spørge et repræsentativt udsnit af Danmarks befolkning til deres vurdering af dansk økonomi og forbrugernes egen økonomi nu sammenlignet med for et år siden.

Der spørges også til forventningerne til det kommende år.

Her kan forbrugerne svare på en skala fra meget positiv til meget negativ.

Det omregnes til en talværdi, så de mest positive svar får en værdi på 100, mens de mest negative svar får en værdi på minus 100.

Forbrugertilliden bruges til at forudse, hvordan privatforbruget udvikler sig.

/ritzau/