Rederiet Mærsk har torsdag og fredag sejlet sit første containerskib gennem Bab al-Mandeb-strædet i knap to år.

Det oplyser Mærsk til ShippingWatch.

Rederiet understreger dog, at der endnu ikke er planer om at vende fuldt ud tilbage til ruten gennem Det Røde Hav.

- Selv om dette er et vigtigt skridt fremad, betyder det ikke, at vi er nået til et punkt, hvor vi overvejer en bredere ændring af det øst-vestlige netværk tilbage til korridoren gennem Suez, skriver Mærsk til ShippingWatch.

Mærsk besluttede i begyndelsen af 2024 at droppe ruten gennem Det Røde Hav, efter at houthibevægelsen i Yemen var begyndt at angribe kommercielle skibe i området.

Blandt andet blev skibet "Maersk Hangzhou" angrebet i Det Røde Hav den 30. december 2023, hvorefter medlemmer af houthibevægelsen forsøgte at gå om bord på skibet.

Houthierne har sagt, at bevægelsen angreb fragtskibe i Det Røde Hav for at udvise solidaritet med palæstinenserne i Gaza.

Angrebene har fået flere rederier, herunder Mærsk, til at droppe ruten gennem Bab al-Mandeb-strædet og Det Røde Hav og i stedet sejle den længere vej syd om Afrika.

Men i oktober blev Israel og Hamas enige om den første del af en fredsplan for Gaza.

Siden har der formelt været våbenhvile, men begge parter har beskyldt modparten for at bryde aftalen.

Mærsks topchef, Vincent Clerc, har sagt, at rederiet i lyset af fremskridt i området ville tage de første skridt i retning af at genoptage sejlads gennem Suezkanalen, som leder ind til Det Røde Hav.

Han har dog understreget, at en tilbagevenden til Det Røde Hav kræver, at forholdene tillader det, og at de ansattes sikkerhed vejer tungt.

Skibet, der torsdag og fredag er sejlet gennem Bab al-Mandeb-strædet er ifølge ShippingWatch "Maersk Sebarok", som sejler under singaporeansk flag.

/ritzau/