Er lasagnen på menukortet økologisk? Er mayonnaisen hjemmelavet?

Eller er det bare noget, cafeen skriver, man så kan tage en højere pris for maden?

Det er nærmest umuligt for den enkelte forbruger at tjekke, men nu sætter Fødevarestyrelsen fokus på det i forbindelse med en række målrettede kontrolkampagner i 2023.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse tirsdag.

Fødevarestyrelsen vil i år blandt andet kontrollere de mange initiativer, der forsøger at bekæmpe madspild.
Fødevarestyrelsen vil i år blandt andet kontrollere de mange initiativer, der forsøger at bekæmpe madspild. Foto: Emil Helms
Vis mere

»På kontrollerne har vi ekstra tid til at se på blandt andet restauranternes dokumentation for, at maden på menukortet lever op til det, de lover deres kunder,« fortæller kontorchef i Fødevarestyrelsen Vibeke Højbjerg i pressemeddelelsen.

Fødevarestyrelsen foretager årligt cirka 40.000 almindelige fødevarekontroller på restauranter, cafeer, bagere med mere og cirka 8.000 kontroller hos blandt andet landbruget.

Oven i det kommer cirka 6.500 særligt målrettede kontrollerne hen over året. Hvad de særligt målrettede kontroller skal tjekke varierer år fra år, og i 2023 er et af fokusområderne altså, om der er dokumentation for det, der står på menukortet hos serveringsfirmaer, der ikke er tilmeldt spisemærkeordningen det økologiske spisemærke.

Desuden vil Fødevarestyrelsen også kontrollere de mange initiativer, der forsøger at bekæmpe madspild.

Fødevarestyrelsen vil som et af de særlige fokusområder i år kontrollere, om de grise og søer, der indleveres til slagteriet som økologiske, faktisk overholder reglerne for at kunne betegnes som økologiske.
Fødevarestyrelsen vil som et af de særlige fokusområder i år kontrollere, om de grise og søer, der indleveres til slagteriet som økologiske, faktisk overholder reglerne for at kunne betegnes som økologiske. Foto: RODOLFO BUHRER
Vis mere

»Der kommer stadigt flere godgørende og prisværdige madspildsinitiativer. Men kun hvis de registrerer sig hos os, kan forbrugerne være sikre på, at butikkerne får regelmæssig kontrol af om de har styr på eksempelvis køling, hygiejne og skadedyrssikring,« fortæller Vibeke Højbjerg i pressemeddelelsen.

Et andet særligt fokusområde vil være at tjekke, om mængden af økologiske grisekødsprodukter stemmer overens med mængden af slagtede økologiske grise og søer.