Fødevarestyrelsen advarer i en pressemeddelse forbrugere mod at købe kosttilskud fra virksomheden Bestforever.

Virksomhedens produkter indeholder nemlig ulovlige og sundhedsskadelige planteingridienser, der kan give alvorlige skader på blandt andet leveren.

»Det er en alvorlig case, vi har at gøre med her. Vi snakker om en virksomhed, der er drevet af en enkelt mand. Vi har anmeldt ham fem gange – første gang i februar 2018 – og han er ikke stoppet med salget endnu, selvom han udmærket godt ved, at det er ulovligt, det han gør,« siger Michael Rosenmark, der er leder af Rejseholdet for Fødevarestyrelsen, til B.T.

Virksomheden fik i juli sidste år frataget retten til at sælge fødevarer, herunder kosttilskud. Alligevel er det stadigvæk muligt at købe virksomhedens produkter på dets hjemmeside.

»Vi står i en situation, hvor vi har gjort, hvad der kunne gøres fra vores side af. Vi har gennemført en kontrol, hvor virksomheden holder til, men der har ikke været noget varelager derude,« siger Rejseholdets leder.

Fødevarestyrelsen opfordrer derfor forbrugere, der har købt produkterne fra www.bestforever.dk til at smide dem ud.

»Vi har fået DTU til at lave nogle risikovurderinger af produkterne. Og fælles for dem alle er, at de er skadelige. Især kan produkterne skade leveren på sigt blandt andet med leversvigt,« siger Michael Rosenmark.

Han fortæller, at der endnu ikke er blevet rapporteret om nogle alvorlige tilfælde som konsekvens af virksomhedens produkter.

Sundhed.dk fremgår det, at det hyppigste symptom på leverskade er gulsot, hvor huden og det hvide i øjnene bliver gult.

Oplever du det, og har du indtaget kosttilskud fra Bestforever, bør du kontakte læge hurtigst muligt.