SAS har længe været i knæ, og nu er endnu et nyrehug på vej.

En af Europas største luftfartskoncerner, Air France-KLM, har nemlig lanceret endnu en flyrute fra Danmark til storlufthavnen Schiphol i Amsterdam. Og nu flyver den hollandske del af koncernen i fire danske lufthavne med hele 15 daglige afgange.

Og den nye rute fra Aarhus Lufthavn kan give problemer for SAS. Det fortæller flere kilder til finansmediet Børsen.

For SAS har nemlig valgt, som en stor del af sin forretning, at sende passagerer ind til sit knudepunkt, Københavns Lufthavn, og dermed videre ud i verden.

»Passagererne, især de forretningsrejsende, har grundlæggende et valg mellem at tage via København eller Amsterdam, når de skal videre ud i verden. Det er et konkurrenceparameter, og der er ingen tvivl om, at KLM går efter at styrke sin tilstedeværelse i Vestdanmark,« siger Niels Hemmingsen, direktør i Aalborg Lufthavn.

Det samme vurderer Billund Lufthavns topchef, Jan Hessellund, der siger, at de, som normalt vil have valgt SAS, nu går over til KLM.

Og de to lufthavnschefer bakkes op af Sydbanks luftfartsekspert, aktieanalysechef Jacob Pedersen.

Han kalder KLMs seneste beslutning for »en tyv om natten«, der tager SAS' trafik til Københavns Lufthavn.