To store flyproducenter slås med motorproblemer og leveringsudfordringer, og det rammer sommerferietrafikken.

Udbuddet af europæiske flysæder i sommerperioden kan få svært ved at følge med efterspørgslen på en tur i ud i verden - og dermed kan priserne for en flybillet få endnu et nøk opad.

Det vurderer luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank oven på en udmelding fra luftfartsselskabet Ryanair.

Irerne fortæller i en pressemeddelelse, at man nu kun forventer at få leveret 40 nye fly fra Boeing inden 1. juli.

Bestillingen lød oprindeligt på 57 fly, men Boeing har problemer med at få gjort flyene færdige til tiden.

Det bliver Ryanair, der har baseret sin sommerrejseplan på at have 50 ekstra fly til rådighed, nu nødt til at tage konsekvensen af.

- Det vil betyde mindre ændringer i rejseplanen og vil reducere frekvensen på eksisterende ruter frem for at nedlægge nye ruter, fortæller Ryanair.

Leveringsproblemerne falder sammen med, at den anden store flyproducent i verden, Airbus, bøvler med de motorer, som sidder i selskabets A320-fly.

Producenten af motorerne, Pratt & Whitney, har fundet af, at kvalitetskontrollen med motorerne har været mangelfuld, og derfor skal sammenlagt 1200 motorer kontrolleres.

Det betyder, at en lang række Airbus-fly lige nu ikke kan komme på vingerne, før de er kontrolleret og eventuelt repareret.

- Boeings leveringsproblemer og Airbus-fly, der er strandet på landjorden, betyder, at vi kigger ind i en højsæson, hvor der mangler fly i forhold til, hvad flyselskaberne gerne vil.

- Og da efterspørgslen fra passagererne ikke er blevet mindre, betyder det også, at priserne kommer til at gå opad hen over den mest travle del af sommeren, siger Jacob Pedersen.

Han understreger, at luftfartsselskaberne rammes forskelligt af de aktuelle udfordringer.

- Et selskab som Wizz Air har omkring 40 fly parkeret hen over sommerperioden, og det kan mærkes, når den samlede flåde udgør omkring 200 fly.

- Omvendt profiterer de selskaber, der har kapacitet nok, af det her, fordi de nemmere kan fylde deres fly med de passagerer, der ikke er plads til hos de andre selskaber, siger han.

Priserne på flyrejser ligger lige nu ifølge Jacob Pedersen mere end 25 procent over, hvad det kostede at flyve inden coronapandemien.

/ritzau/