En mand er lørdag formiddag med en kniv gået til angreb på andre passagerer ombord på et tog i Tyskland.

Tre personer er blevet alvorligt såret – men der skulle ikke være tale om livstruende kvæstelser.

Det skriver Bild.

Den voldsomme episode fandt sted ved 9-tiden på ICE-højhastighedstoget fra Regensburg mod Hamburg.

Toget nåede ikke længere end til Seubersdorf.
Toget nåede ikke længere end til Seubersdorf. Foto: AYHAN UYANIK
Vis mere

Derfor nåede toget ikke længere end til Seubersdorf, syd for Nürnberg.

De tre ofre er ifølge Bild alle mænd på 26 år, 39 år og 60 år.

Gerningsmanden er blevet arresteret af politiet. En talsmand for politiet har ved middagstid lørdag fortalt, at det drejer sig om en 27-årig mand med syrisk baggrund. Det skriver Süddeutsche Zeitung.

I forbindelse med knivoverfaldene på de andre passagerer skulle den 27-årige mand have »gjort et forvirret indtryk« og skulle flere gange endda tilsyneladende have råbt om hjælp.

»Motivet er stadig helt åbent,« har polititalsmanden Florian Beck sagt.

Tilfældigvis befandt to indsatsstyrker sig i nærheden af Regensburg, da knivangrebet blev anmeldt, fordi de var på vej til en fodboldkamp, hvor de skulle i aktion. Det skriver Bild. Derfor var de hurtigt fremme ved toget, da det blev bragt til standsning.

Der var mellem 200 og 300 passagerer ombord på højhastighedstoget, og de fik først timer senere lov til lidt efter lidt at forlade toget, da politiet efterhånden havde forsikret sig om. at der ikke var flere overfaldsmænd ombord. De modtager nu krisehjælp.

Det er mindre end en uge siden, at et lignende knivangreb fandt sted ombord på et tog i Tokyo. Her gik en mand klædt ud som Jokeren til angreb på andre passagerer og sårede 17 personer.