Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er blevet spist mere leverpostej derhjemme, og Stryhns har for første gang omsætning over en milliard.

Der er blevet spist langt mere leverpostej end normalt i de danske hjem det seneste år, og det kan mærkes hos virksomheden Stryhns, der kommer ud af 2020 med det bedste resultatet nogensinde.

Stryhns omsætning krydsede sidste år for første gang en milliard kroner. Det er en fremgang på seks procent.

Samtidig steg overskuddet med 66 procent til 77,5 millioner kroner. Det viser regnskabet fra Stryhns, der er offentliggjort mandag.

Stryhns står ud over leverpostej af samme navn blandt andet bag Graasten Salater, K-salater, Langelænder-pølser og saucer af mærket Jensens Køkken.

Administrerende direktør Kristian Kornerup Jensen forklarer til Børsen, at koncernen har nydt godt af, at der er blevet spist mere hjemme.

- Der er spist ekstraordinært mange leverpostejmadder på danskernes hjemmekontorer det seneste år.

- Det har betydet rigtig meget i 2020, at vi har så stort fokus på dagligvarehandlen. Forbrugerne har søgt mod den gode kvalitet og de kendte mærkevarer, siger han til Børsen.

Han henviser til, at Stryhns har haft gavn af, at koncernen normalt henter 90 procent af sin omsætning i detailbutikkerne, mens det resterende sælges til restauranter og kantiner.

Dermed har Stryhns ikke været så hårdt ramt af, at restauranter har været lukket dele af året, og at kantiner har været lukket eller kørt på nedsat blus på grund af hjemmearbejde.

Samlet sælger Stryhns Gruppen hvert år 45.000 ton fødevarer. Stryhns er ejet af den norske koncern Agra.

/ritzau/

Andre læser også