Kontakt kuratoren hurtigst muligt.

Sådan lyder rådet fra Forbrugerombudsmanden til de forbrugere, der har optaget lån hos enten Repay Finance – der har markedsført sig under navnet Turbolån – eller Bonuslån. De to låneselskaber er nemlig gået konkurs.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse torsdag.

»Forbrugerombudsmanden råder forbrugere, som har optaget lån hos et af de to selskaber, og som ikke mener, at de var kreditværdige på tidspunktet for kreditgivningen, til hurtigst muligt at kontakte kurator i konkursboerne,« lyder rådet derfor.

Ifølge Forbrugerombudsmanden har man konstateret, at de to selskaber ikke har foretaget kreditværdighedsvurderinger i overensstemmelse med loven i flere sager, som Forbrugerombudsmanden har behandlet.

Selskabernes långivning medførte eller forværrede derfor låntagernes overgældsætning.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var låneaftalerne af den grund ugyldige.

Selskaberne havde derfor ikke krav på betaling af renter og gebyrer, men kun på tilbagebetaling af lånets hovedstol fratrukket eventuelle indbetalinger fra låntageren, lyder det.

Du kan læse mere om, hvordan du skal forholde dig, hvis du har optaget lån i et af selskaberne, på Forbrugerombudsmandens hjemmeside HER.