I hele to timer havde kunderne ikke mulighed for at betale på tidligere elitesvømmer og 'Løvens Hule'-deltager Daniel Johannesens webshop Watery.dk.

Han har haft firmaet siden 2018, var med i 'Løvens Hule' i 2019, og det er kun gået fremad siden - lige indtil klokken 19.01 torsdag aften.

Klokken 19.00 gik webshoppens medarbejdere live med dette års Black Friday-tilbud, så det var, som Daniel Johannesen selv beskriver det: »Ikke en særlig god situation,« da kunderne pludselig ikke kunne betale for de varer, de havde lagt i deres indkøbskurv på Watery.dk.

Hele to timer gik der, før det igen fungerede.

»Der var for mange kunder, der brugte den betalingsservice, som vi har på hjemmesiden - og sammen med nogle andre tekniske fejl, så betød det, at folk ikke kunne betale,« siger 22-årige Daniel Johannesen.

Det var to timer med meget stress og ekstra folk i firmaets support-chat, hvor vrede og skuffede kunder skrev.

»Jeg var ærgerlig og rasende i momentet - men vi sad i en position, hvor vi ikke kunne gøre noget,« siger Daniel Johannesen og fortsætter:

»Som det ser ud lige nu, ser det fornuftigt ud. Men der er stadig mange kunder, som ikke er kommet tilbage.«

Han vurderer, at firmaet har tabt cirka 200.000 på nedbruddet - mange af kunderne har nemlig efterladt deres indkøbskurv på hjemmesiden og er ikke kommet tilbage.

Siden klokken 21.00 torsdag, hvor hjemmesiden igen virkede, som den skulle, har der dog været en ret god omsætning, fortæller Daniel Johannesen.

Så nu håber han bare, at de måske kan indhente de tabte 200.000 de sidste timer.

»Vi stopper vores Black Friday-tilbud her klokken 00.00,« siger han, da B.T. taler med ham fredag aften.