13,5 procent af fængselsbetjente og 3,7 procent af politibetjente opfylder kriterierne for PTSD, oplyser VIVE.

13,5 procent af fængselspersonalet og 3,7 procent af de nuværende politibetjente opfylder diagnosekriterierne for PTSD (Posttraumatisk stressforstyrrelse).

Det fremgår af en undersøgelse, som Det Nationale Forsknings-og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har lavet for Justitsministeriet.

På baggrund af undersøgelsen er justitsministeren klar med nye tiltag.

- Jeg har nu bedt Rigspolitiet og Kriminalforsorgen om at igangsætte en række initiativer, der skal være med til at forbedre den nuværende indsats for PTSD-ramte medarbejdere, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).

Justitsministeren vil netop styrke området med blandt andet øget fokus på psykisk arbejdsmiljø, uddannelse af flere betjente for at lette presset og forebyggende psykologsamtaler i Kriminalforsorgen.

Undersøgelsen peger på, at strukturelle, kulturelle og organisatoriske forhold kan stå i vejen for hjælp til de ansatte.

Blandt udfordringerne er, ifølge undersøgelsen, manglende bemanding og ressourcer samt tids- og arbejdspres. Det genkender Michael Bergmann Møller, formand for arbejdsmiljø i Politiforbundet, som har siddet med i arbejdsgruppen på området.

- Vi kræver af Rigspolitiet, at vores medlemmer kan få den nødvendige hjælp, ved for eksempel alvorlige hændelser, store sagsbunker eller psykisk belastende opgaver, siger Michael Bergmann Møller.

PTSD kan opstå efter voldsomme, psykiske hændelser eller belastninger.

Betjente i politiet og Kriminalforsorgen oplever potentielt traumatiserende ting, fremgår det af undersøgelsen.

Blandt polititjenestemænd oplyses det, at 64 procent har oplevet mindst én livstruende situation. Det samme gælder en tredjedel af alle fængsels- og transportbetjente.

Ved PTSD genoplever man den skræmmende hændelse i flashbacks. Man kan være plaget af irritabilitet, have søvn-, koncentrations eller hukommelsesproblemer.

/ritzau/