En række varianter af chokolade cookies er siden fredag trukket tilbage hos Coop, Salling Group og Dagrofa.

De seneste dage er flere chokoladecookies blevet trukket tilbage på grund af risiko for metalsplinter i produkterne.

Onsdag trækkes yderligere to produkter tilbage hos henholdsvis dagligvarekoncernerne Coop og Dagrofa.

Det drejer sig om "Gestus Nougatelli Cookies", der blandt andet er blevet solgt i butikskæder under Dagrofa som Meny, Spar, Løvbjerg, Min Købmand, Let-Køb og ABC Lavpris.

Det oplyser Dagrofa i en pressemeddelelse.

Der er tale om en pakning med 175 gram med påstemplet "Bedst før 10-09-2024".

Coop Danmark har onsdag tilbagekaldt produktet "Coop Cookies Hazelnut Cream & Chocolate" grundet risiko for metalsplinter.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Produktet, der ligeledes er mærket "Bedst før 10-09-2024", er blevet solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Coop365discount og Irma.

Fredag blev flere chokoladecookies solgt i både Coop Danmarks A/S, Dagrofa ApS og Salling Group kaldt tilbage.

Også her var der risiko for metalsplinter i produkterne som følge af en teknisk fejl hos den udenlandske producent, oplyste Fødevarestyrelsen.

- Metalsplinter kan udgøre en potentiel sundhedsrisiko, da der kan opstå skader i mund, svælg og i mave-tarmkanalen, hvis man spiser produkterne, skrev Fødevarestyrelsen fredag i en pressemeddelelse.

Forbrugere, der er i besiddelse af produkterne, kan enten levere dem tilbage til butikkerne, hvor de er købt, eller kassere dem.

/ritzau/