Selv om andelen af virksomheder med en ligelig kønsfordeling i bestyrelsen stiger, er der fortsat en del bestyrelser i Danmark uden et eneste kvindeligt medlem.

Ser man på de ikke-børsnoterede virksomheder med mere end 100 ansatte, gælder det fire ud af ti.

Hos de børsnoterede selskaber har to ud af ti bestyrelser ingen kvindelige medlemmer.

Det fremgår af en rapport lavet af Erhvervslivets Tænketank i samarbejde med Dansk Industri, EY, Finansforbundet og Axcel.

For både de børsnoterede selskaber og de større ikke-børsnoterede selskaber gælder det, at der er nul procent af bestyrelserne, som kun består af kvinder.

Og det påvirker atmosfæren i bestyrelseslokalet, når der er kvinder repræsenteret.

Det fortæller Marie Louise Mors, som er professor i strategi og international ledelse på Copenhagen Business School (CBS).

Hun har sammen med professor Margarethe F. Wiersema fra University of California lavet et kvalitativt studie, der undersøgte, hvordan tilstedeværelsen af kvinder påvirker bestyrelsesarbejdet.

- Atmosfæren bliver mere åben, og der bliver stillet flere spørgsmål til de temaer, der kommer op, siger Marie Louise Mors.

En af årsagerne til de positive effekter er, at kvinder typisk er meget engagerede bestyrelsesmedlemmer.

- De er meget velforberedte til bestyrelsesmøderne, og de er optagede af, at ting bliver gjort på den rigtige måde, og at der er en god selskabsledelse, siger Marie Louise Mors.

Hun understreger, at studiet ikke siger noget om, at mænd ikke er engagerede bestyrelsesmedlemmer.

Anden forskning viser ifølge Marie Louise Mors, at en homogen gruppe hurtigt kan blive enige. Til gengæld risikerer man at have blinde vinkler.

- Fordelen ved at have en mere divers bestyrelse er, at man kan komme mere rundt om forskellige vinkler. Når der er en mere nuanceret diskussion, leder det til bedre beslutninger og bedre selskabsledelse, siger hun.

De positive effekter ved kvindelige bestyrelsesmedlemmer ses ifølge Marie Louise Mors, når der er mere end en kvinde i samme bestyrelse.

Hvis der kun er en kvinde i en bestyrelse, vil hun ofte opleve at blive behandlet anderledes ved eksempelvis at blive overhørt eller kun lyttet til i forbindelse med bestemte emner.

Rapporten fra Erhvervslivets Tænketank belyser udviklingen i kønsbalancen i de danske bestyrelser fra 2018 til 2024.

I perioden er andelen af bestyrelser, hvor kvinderne udgør cirka halvdelen, steget fra 7 til 12 procent i de ikke-børsnoterede selskaber.

Blandt de børsnoterede selskaber er andelen af bestyrelser med en lige kønsfordeling steget fra 5 til 16 procent.

/ritzau/