'De eneste, der vinder hver gang i spil, er dem, der står bag spillet.'

Sådan lyder et (irriterende) klogt ordsporg, der ofte er møntet på folk, der kan lide at spille lotto, trække i enearmede tyveknægte eller oddse på sportskampe.

Ikke desto mindre, er der noget, der kunne tyde på, at det i dette tilfælde passer meget godt.

I hvert fald har de fire danske spillemagere bag spillekoncernen Gaming A/S solgt deres selskab til kapitalfonden Erhvervsinvest for en stor sum penge. Det skriver Finans.dk.

Erik Boye Hansen, Kim Elgaard Jensen, Søren Thygesen og Niels Jørgen Villadsen indkasserede nemlig til sammen lidt over 90 mio. kr., da kapitalfonden købte spillekoncernen.

Spillekoncernen blev stiftet i 2010 efter en fusion mellem CompuGame og DAE. I dag har selskabet kontorer i Aarhus og Esbjerg.

De producerer slotmaskiner til det danske marked og driver onlinekasinoet Spillehallen.dk, der er landets næststørste.

Dog er salget ikke helt nyt, det har bare ikke været fremme før nu, hvor Finans.dk er kommet i besiddelse af regnskabet.

Beløbet fremgår af et nyt regnskab, som Finans.dk er i besiddelse af, for Dansk Automat Expert Holding A/S. Det er det selskab, som de fire spilmagere ejede halvdelen af Gaming-koncernen gennem.

Da kapitalfonden Erhvervsinvest overtog Gaming A/S, ville Lars Bugge, adm. direktør i Genua, dengang ikke afsløre købsprisen. Men Erhvervsinvest var kommet med »et rigtig godt tilbud,« lod han forstå.

Nu viser det sig altså, at det gode tilbud var cirka 90 mio. kr. til de fire stiftere og Genua.