Fire danske ingeniører har med base i Herning skabt en guldrandet forretning inden for tankning af brintbiler. Det blev cementeret i sidste i uge med en kæmpe ordre i USA.

Det er en rigtig god forretning at udvikle teknologi inden for brintbiler. Det kan de fire midtjyske ingeniører og virksomhedspartnere Jacob Krogsgaard, Mikael Sloth, Jesper Boisen og Thomas Luckmann skrive under på. De er på få år blevet mangemillionærer på det.

I sidste uge offentliggjorde den norske brintkoncern Nel Hydrogen en aftale med olieselskabet Shell og bilgiganten Toyota om opførelsen af syv brinttankstationer i Californien til en anslået værdi på 120 mio. kr. Det var med til at sende Nel-koncernens aktiekurs i vejret, og det fik samtidig smilet frem på læberne hos de fire midtjyske ingeniører.

De ejer til sammen knap 19 procent af aktierne i Nel-koncernen, der med sidste uges kurshop har fået en anslået værdi af ca. to mia. norske kroner eller knap 1,7 mia. danske kroner. De fire midtjyders aktiepost har dermed en værdi i omegnen af 320 mio. danske kr.

Trods det guldrandede brinteventyr bevarer de fire ingeniørkammerater benene i den jyske muld. Det fortæller Jacob Krogsgaard, der er divisionsdirektør i Nel Hydrogen Solutions.

Thomas Luckmann (t.v.), Jesper Boisen (midten) og Jacob Krogsgaard (t.h.) ejer sammen med deres ingeniørkammerat Mikael Sloth en stor aktiepost i det norske brintselskab Nel Hydrogen, som i sidste uge fik en stor ordre på brint-tankstationer til Californien. Aktieposten udgør mere end 300 mio. kr. og gør de fire midtjyske ingeniører til mangemillionærer. Foto: Tony Brøchner.
Thomas Luckmann (t.v.), Jesper Boisen (midten) og Jacob Krogsgaard (t.h.) ejer sammen med deres ingeniørkammerat Mikael Sloth en stor aktiepost i det norske brintselskab Nel Hydrogen, som i sidste uge fik en stor ordre på brint-tankstationer til Californien. Aktieposten udgør mere end 300 mio. kr. og gør de fire midtjyske ingeniører til mangemillionærer. Foto: Tony Brøchner. Foto: Tony Brøchner
Vis mere

»Det bekymrer mig ikke så meget, hvad der står på bankbogen. Det er rart at have i baghovedet, men det er ikke pengene, vi arbejder for,« fortæller han.

Tror på fremtid for brint

Målet er nemlig langt større, afslører Jacob Krogsgaard. De fire ingeniørvenner, der alle har deres daglige gang i Nel Hydrogen Solutions afdeling i Herning, vil være med til at skabe verdens største brintvirksomhed. Og de er godt på vej.

I 2003 stiftede de fire ingeniører virksomheden H2 Logic i Herning, mens de stadig studerede. Virksomheden beskæftigede sig i begyndelsen med alt inden for brintbiler, de designede sågar en brintdreven gaffeltruck, men langsomt voksede H2 Logic sig til en af verdens førende virksomheder inden for brintoptankning, og i 2011 startede virksomheden verdens første netværk af brinttankstationer i Danmark.

I 2015 blev H2 Logic så opkøbt af den norske Nel-koncern.

»Da Nel opkøbte os, valgte vi at veksle langt hovedparten af pengene til aktier, fordi vi netop tror på firmaet og fremtiden for brintbilmarkedet. Vi er i gang i en udvikling, hvor ambitionen er, at vi skal skabe verdens største brintvirksomhed,« siger Jacob Krogsgaard.

Deler overskud med ansatte

Faktisk er de fire stiftere af H2 Logic de største aktionærer i Nel, og siden fusionen er aktiekursen kun gået én vej; opad. Den gode udvikling er også kommet de medarbejdere, der var ansat i H2 Logic, til gode.

De godt 30 ansatte fik sidste år ca. fem mio. kr. i aktier og kontanter som tak for indsatsen, der har ført først H2 Logic og siden Nel Hydrogen helt i front inden for brintteknologi.

»Vi havde lovet vores medarbejdere, at hvis de arbejdede knaldhårdt, så ville det også dryppe af på dem. Uden dem var vi aldrig kommet så langt,« siger Jacob Krogsgaard.

Han tror fuldt og fast på, at brintbiler bliver fremtidens bæredygtige køretøjer, og han ser aftalen med Shell og Toyota i Californien som springbrættet, der skal løfte brintteknologien videre ud i verden.

»Aftalen med Shell er en validering af, at markedet for brintbiler er på vej frem. Når Shell går ind i det her, så er det fordi de tror på, at brint bliver fremtidens brændstofmarked,« siger Jacob Krogsgaard.

Andre læser også