Lyt til artiklen

Kan det virkelig lade sig gøre at banke en virksomhed op fra bunden og på bare fem år lande et overskud på over en milliard kroner?

Ja, det kan det faktisk, og man skal ikke længere end til Skejby for at finde de fire danske iværksættere, som ramte en guldåre, da de i februar 2017 satte sig for at stifte energihandelsvirksomheden Incommodies.

Sidste år handlede selskabet el og gas for svimlende 100 milliarder kroner, og i årsregnskabet for 2021 rundede driftsresultatet en milliard kroner. Efter skat stor der 837 millioner kroner på bundlinjen, skriver Børsen.

De fire iværksættere hedder Christian Bach, Emil Gerhardt, Jeppe Højgaard og Jesper Johansen og er alle mellem 38 år og 40 år.

De ejer tilsammen omkring 75 procent af virksomheden og kan i dag kalde sig mangemillionærer.

»Vi er da pavestolte over den virksomhed, vi sammen med alle de superfede medarbejdere har skabt. Det har vi det fantastisk med,« siger administrerende direktør i Incommodies Jesper Johanson til Børsen.

Iværksætterne kom alle fra gode, vellønnede job i energihandelsvirksomheder.

Men det måtte kunne gøres smartere, tænkte de, og satsede på digitalisering og automatisering af køb og salg af el og gas.

Bag succesen ligger noget så simpelt som godt købmandskab: Køb billigt, sælg dyrere.

Incommodities køber el og gas, når og hvor det er billigst, og flytter energien hen, hvor den kan sælges dyrere.

Og fortjenesten på hver enkelt handel behøver ikke at være stor.

Incommodities gennemfører nemlig omkring 30.000 handler i døgnet, og så skal man altså kun tjene i omegnen af 100 kroner per handel for at ramme en milliard kroner i overskud om året.