»Der er ikke så meget at gøre. Lige nu får de fred og ro, for vi ved ikke, hvilken situation de står i.«

Anders Bach, der er medejer af den nordjyske virksomhed Ny Vraa Bioenergy I/S, forklarer, at han og hans kollegaer lige nu er i venteposition vedrørende en bestemt ordre.

For godt og vel tre uger siden henvendte en ukrainsk virksomhed sig med henblik på en handel med den nordjyske virksomhed.

Men det var før den nuværende og højspændte situation mellem Rusland og Ukraine. Siden har den anden ende været tavs.

Anders Bach.
Anders Bach. Privatfoto

»Vi har sendt et skriftligt tilbud og afventer lige nu svar. Men alting er på standby. Der kan ske en masse – men det kan også være, der ikke sker en masse,« siger Anders Bach.

Anders Bach forklarer, at den ukrainske virksomhed lagde en ordre på energipil og høstmaskiner, fordi den ønsker at være uafhængig af naturgas fra Rusland.

Medejeren ved ikke, i hvilket omfang den ukrainske virksomhed er påvirket af situationen.

»Vi har før handlet med dem. Vi kender dem, og de er gode folk. En handelsproces kan tage lang tid, men vi ved, de var meget lune på det her og gerne ville videre, men nu er der som sagt meget stille.«

»Det skal også siges, at det ikke er, fordi vi sidder og græder i hjørnet over det. Vi klarer den, men vi følger med og afventer.«

Ifølge Anders Bach var den ukrainske virksomhed interesseret i en ordre, der kunne indbringe Ny Vraa Bioenergy I/S et beløb på op til en halv million kroner.

Derfor er man fortsat interesseret, hvis virksomheden vender tilbage.

»En halv million, det vil vi vel alle sammen gerne have,« lyder det beskedent fra Anders Bach.

Du kan få et større overblik over konflikten i Ukraine i B.T.s liveblog HER.