Fem personer er på blot fem dage blevet en milliongevinst rigere ved at skyde penge i et af Danske Spils mange spil.
En heldig spiller fra Vesthimmerland er én af dem. Vedkommende havde indskudt en rund femmer, og det gav jackpot.
Da personen torsdag var i Dagli’Brugsen for at handle ind, købte vedkommende en Keno-kupon med fem enkeltrækker for fem kroner pr. række.
1,1 mio. kan den heldige vinder nu putte i sin sparegris, skriver Ritzau.
»Keno-spilleren fra Himmerland har virkelig haft heldet med sig. Sandsynligheden for at vinde en så stor gevinst for et indskud på blot en femmer er meget lille. Oddset for at ramme de 10 rigtige tal er 220.000, så det er vanvittig heldigt.«
Det siger pressechef i Danske Spil Thomas Bille Winkel til Ritzau.
Vinderen fra Vesthimmerland kan nu melde sig ind i millionærklubben sammen med fire andre danskere.
I weekenden vandt to danskere - den ene fra Syddjurs Kommune, den anden fra Sønderborg Kommune - tre millioner i Lotto.
Begge de nye millionærer har købt deres kuponer på deres mobiler.
Ligeledes blev to heldige lottospillere, som købte deres kuponer i Kvickly i Nexø og Meny i Kastrup, vindere af 1 mio. kr.
Keno udbydes af Danske Spil og minder om Lotto.
Den eneste forskel er, at man selv vælger, hvor mange tal man vil spille på, og hvor mange penge man vil lægge som indsats.