Lyt til artiklen

Fem ud af 176 danske 7-Eleven butikker er tirsdag formiddag genåbnet efter at være ramt af et hackerangreb. Det skriver butikskæden på sin facebookside.

De genåbnede butikker ligger alle i hovedstadsområdet eller Nordsjælland. Flere forventes at blive åbnet i løbet af dagen.

Butikkerne lukkede mandag, fordi medarbejderne som følge af et systemnedbrud ikke kunne benytte kasserne eller tage imod betaling.

7-Eleven mistænker fortsat, at det skyldes et hackerangreb.

Mandag fortalte butikskæden på sin facebookside om lukningen.

- Vi har desværre mistanke om, at vi er blevet udsat for et hackerangreb, lød det.

- Det betyder, at vi ikke kan benytte kasser og modtage betaling. Vi holder derfor butikkerne lukket, indtil vi kender omfanget. Vi håber naturligvis, at vi snart kan åbne butikkerne igen.

Man kan stadig hente sine pakker hos butikskæden.

7-Eleven har 176 butikker i Danmark. De ligger primært i København, Aarhus, Aalborg og Odense, men også i mindre byer, i lufthavne og langs togstationer i hele landet.

Butikkerne ligger også ved fem hospitaler, og en sjette er på vej.

Der er blandt andet en 7-Eleven ved Rigshospitalet, Viborg Regionshospital og Aalborg Universitetshospital.

Artiklen opdateres...