Selvantændende opladere, farlige bamser og giftig kosmetik.

De mareridtsagtige produkter har du indtil nu, kunnet købe på en global, online markedsplads. 

Men nu er det slut, for Erhvervsstyrelsen har netop fået fjernet 1,3 millioner varer fra den enkelte onlineplatform.

Det kan B.T. oplyse på baggrund af en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet. 

Det drejer sig om online markedspladsen Fruugo, hvor »du kan købe fra forhandlere over hele verden,« fremgår det på deres egen hjemmeside.

Erhvervsstyrelsen har nu fået fjernet 1,3 millioner ulovlige varer fra Fruugo, som omfatter både elprodukter, legetøj, kosmetik og sportsudstyr. 

Årsagen til, at produkterne er ulovlige og er blevet fjernet, er todelt. 

Den første grund er forholdsvis enkelt, at varerne udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko, som bliver farlig for forbrugerne. Eksempelvis, hvis en oplader købt på Fruugo, bryder i brand af sig selv. 

Den anden grund handler om fair konkurrence. Disse produkter underminerer ifølge Erhvervsministeriet »den fair konkurrence på EUs indre marked og skader europæiske virksomheder.«

Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (RV) vil gøre noget ved problemet. 

»Container efter container med billige, farlige og konkurrenceundergravende pakker vælter ind i EU,« siger han ifølge pressemeddelelsen. 

Og fortsætter: 

»Vi (EU red.) skal stramme grebet om platformene, så de bliver tvunget til at tage mere ansvar for de produkter, der sælges på deres hjemmesider.«

Ministeren mener, at platformene skal have et større ansvar for de varer, deres forhandlere sælger.

Han er rejst til Bruxelles i dag, hvor han skal mødes med Stéphane Séjourné, som er EUs kommissær for velstand og industriel strategi, for at drøfte EU-kommissionens kommende forslag til en ny produktlov.

Produktloven skal begrænse de ulovlige produkter fra tredjelande, som ikke lever op til europæiske eller danske krav, vej ind i EU.

Martin Lidegaard understreger, at man fra dansk side vil arbejde hårdt for at sikre »fair konkurrence« og for »forbrugernes ve og vel.«