For første gang i 15 år går hobbykæden Selfmade, der tidligere hed Stof og Stil, ud af det senste regnskabsår med underskud.
Det skriver Finans.dk på baggrund af virksomhedens nye regnskab for regnskabsperioden 2021/2022.
Butikskæden har det seneste år haft et underskud på 1,2 millioner kroner, og det er noget af et fald sammenlignet med året før, hvor selskabet havde et overskud på 10 millioner kroner.
Selfmade har ifølge Finans gennemført en omlægning af forretningen, som skulle give hobbykæden en mere international profil, og ifølge Selfmade selv er det den transformation, som er skyld i underskuddet.
»Årets resultat skal ses i lyset af, at der er gennemført en stor del af transformationen fra Stof & Stil til Selfmade i et år, der igen har været præget af COVID-19 pandemien, samt store forstyrrelser i forsyningskæden. I tillæg har Ruslands angreb på Ukraine og de afledte konsekvenser heraf, påvirket salget negativt i det sidste kvartal,« skriver virksomheden ifølge Finans i regnskabets ledelsesberetning.
Stof og Stil annoncerede i august sidste år, at de ville ændre navn til Selfmade.
Det skyldtes, at den 40 år gamle familievirksomhed, ønskede at erobre udlandet, skrev RetailNews.
Det er brødrene Alexander og Michael Lerche, der i dag driver virksomheden.
En virksomhed de overtog fra deres forældre Marianne og Peter Lerche, der også stiftede virksomheden i sin tid.
