Den er blandt landets ældste kroer og har senest været i samme families hænder i knap fire årtier.

Men familien er nu klar til at vinke farvel til Svogerslev Kro, hvis historie går helt tilbage til 1600-tallet.

Så kroen er nu sat til salg, skriver sn.dk.

Gennem 37 år har Hanne og Flemming Petersen ejet kroen, der ligger vest for Roskilde og oprindeligt var et stoppested for postvognen mellem domkirkebyen og Hornsherred, halvøen mellem Roskilde Fjord og Isefjorden.

Siden 2011 har kroen været forpagtet ud til sønnen Kim.

Men han vil ikke følge i forældrenes fodspor og overtage ejerskabet af de gamle bygninger med de stråtækte længer.

»Vi er 73, og vi synes ikke, vi skal ende vores dage her. Vi har været her siden 1982, og Kim vil gerne noget andet,« siger Hanne Petersen til mediet.

Trods kroens tætte tilknytning til familien er Hanne Petersen ikke vemodig over at tage afsked.

Hun har længe tænkt over, at dagen måtte komme, hvor 'til salg'-skiltet skulle sættes op.

Svogerslev Kros hovedbygninger går helt tilbage til slutningen 1600-tallet og har tilhørt grevskabet under Ledreborg.

Kroen fik status som Kongeligt Privilegeret Post Kro i 1727.

Nu kan den købes for 6,75 millioner kroner.