Direktøren for Falck Assistance forlader selskabet med øjeblikkelig på grund af Bios-sagen. Det skriver Falck.

Falcks direktør for ambulancedivisionen, Lars Vester Pedersen, forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning. Det sker grundet sagen om misbrug af selskabets dominerende stilling i forhold til konkurrenten Bios.

Det skriver Falck i en pressemeddelelse.

'Lars Vester Pedersen har valgt at forlade sine ledelsespositioner nu, fordi Konkurrencerådets nylige afgørelse kan sætte spørgsmålstegn ved hans rolle i Falcks ageren tilbage i 2014-15,' skriver administrerende direktør Jakob Riis i meddelelsen.

'Jeg kender kun Lars Vester Pedersen som en reel og meget hæderlig kollega. Jeg har respekt for, at han ikke ønsker at stå i en situation, hvor han kan blive set som en belastning for et Falck, der lægger alle kræfter i at genskabe tilliden til virksomheden.'

Officielt går Lars Vester Pedersen på pension ved årets udgang, men forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning.

Tidligere i år afgjorde Konkurrencerådet, at Falck misbrugte sin dominerende stilling ved at tvinge konkurrenten Bios ud af markedet, efter at selskabet havde vundet kontrakten på ambulancedrift i Region Syd.

/ritzau/