Antal nye job skabt i USA kaldes kongetallet, fordi det har betydning for verdensøkonomien. Læs mere her.

Jobvæksten i USA er på vej op, og det amerikanske arbejdsmarkeder er ved at vriste sig fri af pandemien.

I februar blev der skabt 379.000 job uden for landbruget. Der var ventet en jobstigning på 198.000. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Her er en forklaring på kongetallet, og hvorfor det er vigtigt:

* Hver måned offentliggør USA det såkaldte kongetal. Det er tallet for, hvor mange nye job - uden for landbruget - der blev skabt i landet i den foregående måned.

* Det er en strømpil for verdensøkonomien, og derfor får tallet stor opmærksomhed blandt økonomer.

* Går det godt hos amerikanerne, er det godt for Europa og dermed også Danmark, der har mange virksomheder, som lever af at sælge varer og tjenesteydelser til amerikanerne.

* Tallet er vigtigt af to årsager:

- Hvis antallet af nye arbejdspladser er højere end 120.000, så er der tale om en positiv udvikling. For hver måned tilføres det amerikanske arbejdsmarked op mod 120.000 nye arbejdsføre mænd og kvinder, skønnes det.

- I et lidt længere perspektiv er det et nøgletal, der indeholder en masse ny information om både erhvervslivet, forbruget og boligpriserne. Det er de vigtigste komponenter i økonomien.

/ritzau/