Nyheden om 1.600 fyringer i Danske Bank bliver ikke vel modtaget i Finansforbundet.

Banken meddelte torsdag, at den over de kommende 12 måneder vil skære medarbejderstaben ned med 1.600 færre ansatte i koncernen.

Det budskab skaber vrede og undren i de bankansattes fagforbund, Finansforbundet.

»Banken har i allerhøjeste grad brug for at genoprette sin position i samfundet, og det er helt absurd at skære så voldsomt i de medarbejdere, der er afgørende for den opgave,« udtaler formanden for forbundet, Kent Petersen, i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at netop Danske Bank har en særlig position i det danske samfund, og han derfor finder det »helt uforståeligt,« at man vælger at fyre medarbejder i det omfang, der nu er meldt ud.

»Der er brug for at genskabe en klar og solid retning for banken, og det kræver naturligvis medarbejdere til at løfte opgaverne, men i højeste grad også en ledelse med et klart projekt for vejen fremad. Derfor er det på alle måder helt absurd, at man nu skærer så dybt i antallet af de ansatte, der er bankens væsentligste aktiv,« siger han.

Også Finansforbundets repræsentant i Danske Bank, Kirsten Ebbe Brich, er rystet over det store antal afskedigelser.

Hun frygter også for arbejdspresset ude i bankerne.

»1.600 er et uhyrligt tal, og vi taler om dygtige og loyale kolleger. Jeg har meget svært ved at se, hvor de kolleger kan undværes, for der arbejdes i højt tempo overalt i banken. Som medarbejdere vil vi det bedste for Danske Bank, men jeg kan oprigtigt komme i tvivl om, hvordan vi skal få enderne til at nå sammen med så mange færre kolleger,« siger Kirsten Ebbe Brich, formand for Finansforbundet i Danske Bank.