Fagbevægelsen dukkede ikke op til forhandlingsmøde med Løhde søndag. Heller ikke mandag deltager man.

København. Innovationsminister Sophie Løhde (V) har søndag på sin Twitter-profil inviteret fagbevægelsen til et nyt møde mandag, efter at overenskomstforhandlingerne fredag brød sammen.

Men lønmodtagerne har ikke tænkt sig at møde op, fortæller Flemming Vinther, der er formand for Centralorganisationernes Fællesorganisation (CFU).

- Inden forhandlingerne brød sammen i fredags, havde vi siddet i seks døgn, uden at nå frem til noget nyt på de store dagsordener, siger han.

Ministeren oplyser, at hun også inviterede modparten til forhandlingsmøde søndag. Heller ikke her mødte fagbevægelsen op.

- Der er ikke de ord, der ikke er blevet sagt ved det forhandlingsbord. Vi mangler at se staten vise villighed.

Spørgsmål: Men er det netop ikke at vise villighed, når man inviterer til nye møder?

- Nej, det er det faktisk ikke. Med mindre vi på forhånd har set, at de har noget nyt at tilbyde, så nytter det ikke noget, lyder det fra Flemming Vinther.

Det var fredag eftermiddag, at forhandlingerne om en ny overenskomst for de 180.000 statsansatte brød sammen.

Årsagen er blandt andet, at parterne ikke kan blive enige om, hvor store lønstigninger politibetjente, gymnasielærere, skattemedarbejdere og ansatte i ministerier skal have i de kommende tre år.

En anden knast er spørgsmålet om betalt frokostpause, som lønmodtagerne kræver.

Sophie Løhde skriver på Twitter:

- Kære Flemming Vinther. Jeg er parat til at forhandle alle #OK18-krav - også løn. Men det kræver, at I møder op ved forhandlingsbordet. Jeg har inviteret til forhandlinger søndag, hvor I afviste at møde op. Og i dag har I fået en ny invitation til forhandlinger i morgen kl. 12. Ses vi?

I en skriftlig kommentar til Ritzau uddyber hun:

- Det er mit indtryk, at CFU vil have, at vi bare skal lægge os fladt ned og acceptere alle deres krav.

- Men når man ikke engang vil mødes for drøfte de seneste ting, vi har lagt på bordet, så er det svært at komme videre. Lad os dog komme tilbage til forhandlingsbordet og drøfte de store dagsordener, skriver ministeren.

/ritzau/