Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) anbefaler at udvide godkendelsen af Wegovy, så den også kommer til at gælde for pilleversionen.

Den endelige godkendelse skal gives af EU-Kommissionen.

Det skriver Det Europæiske Lægemiddelagentur i en pressemeddelelse.

Wegovy-pillen blev lanceret i USA i begyndelsen af året efter at have modtaget en godkendelse fra den amerikanske lægemiddelstyrelse i december 2025.

EMA understreger, at Wegovy i pilleform kun vil blive tilgængelig med en recept.

Pillen skal tages en gang om dagen på tom mave efter mindst otte timers faste. Efter at have taget pillen skal man vente mindst 30 minutter, før man spiser, drikker eller tager anden medicin.

Pillen er et alternativ til Wegovy i injektionsform, som allerede er godkendt til salg i EU.

I injektionsform er Wegovy godkendt til patienter fra 12 år. I pilleform er den kun tiltænkt voksne, skriver EMA.

Lægemiddelagenturet henviser til et studie med 307 deltagere.

Her tabte de personer, som tog Wegovy-pillen i gennemsnit 13,61 procent af deres kropsvægt i løbet af 64 uger.

Placebogruppen, som ikke tog medicin, tabte i gennemsnit 2,18 procent af deres kropsvægt.

Begge grupper spiste en kaloriereduceret diæt og dyrkede motion.

Det Europæiske Lægemiddelagentur skriver, at de mest almindelige bivirkninger ved Wegovy-pillen er ting som kvalme, diarré, forstoppelse, mavesmerter og opkastning.

Dermed ligner bivirkningsprofilen for pillen den, der er kendt for den ugentlige injektion.

I forbindelse med Novo Nordisks regnskab for første kvartal tidligere i maj, fremhævede selskabet selv salget af Wegovy-pillen.

Ifølge Novo Nordisk er der udskrevet over to millioner recepter på pillen siden lanceringen. De to millioner recepter er blevet udskrevet til over en million mennesker, lød det i regnskabet.

I første kvartal har pillen solgt for 2,26 milliarder kroner. Den har hidtil kun været tilgængelig på det amerikanske marked.

I regnskabet lød det samtidig, at Novo Nordisk forventer at lancere pillen i andre lande i løbet af anden halvdel af 2026.

Medicinalselskabet løftede dog ikke sløret for, hvilke øvrige lande pillen først vil blive solgt i.

Novo-konkurrenten Eli Lilly har også udviklet en vægttabspille baseret på GLP-1 ligesom Wegovy-pillen.

I april fik Eli Lilly de nødvendige godkendelser fra de amerikanske myndigheder og har efterfølgende sendt pillen på markedet. Dermed har Wegovy-pillen fået et forspring.

/ritzau/