Det er godt med et ensartet tilsyn i EU. Men det danske tilsyn skal føre tilsyn her, mener Finans Danmark.

Bruxelles. EU vil sikre et ensartet tilsyn med alle banker og finansielle virksomheder, der opererer i medlemslandene.

Målet er at sikre et effektivt tilsyn uden smuthuller efter finanskrisen og den britiske exit fra det europæiske samarbejde.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for finansiel stabilitet, Valdis Dombrovskis, fremlægger onsdag det nye forslag.

- I lyset af brexit må vi sikre, at der er et ensartet tilsyn, siger Dombrovskis.

- Vi må sikre, at et kapløb om at tiltrække handel fra London ikke fører til et tilsynskapløb mod bunden, siger han.

Udspillet ses blandt andet som et forsøg på at undgå, at britiske banker vinder nyt fodfæste i EU ved at placere sig der, hvor tilsynet er mest lempeligt.

Tidligere på året foreslog EU-Kommissionen desuden at fratage bankerne i London retten til at være mellemled for afvikling af valutahandler i euro, hvis Storbritannien ender uden for EU's indre marked.

Usikkerheden omkring fremtiden for Londons finanscenter har fået flere internationale storbanker med base i den britiske hovedstad til at reagere.

Mange meldes således i fuld gang med overvejelser om at flytte flere tusinde job fra London til EU efter den britiske exit.

Det nye udspil fra EU-Kommissionen lægger både op til bedre koordination mellem medlemslandenes tilsyn og til at overføre flere kompetencer til EU.

Birgitte Bundgaard Madsen, der er kontorchef i Finans Danmark, siger, at de danske finansielle virksomheder går ind for et ensartet tilsyn.

- Men tilsynet skal ikke udføres af EU. Det skal stadig være det danske tilsyn, der udfører tilsyn i Danmark, siger hun.

EU skal ifølge det nye forslag blandt andet overtage tilsynet med de indikatorer, der bruges til at fastsætte prisen på vigtige finansielle kontrakter.

Dermed vil EU for eksempel overvåge grundlaget for den såkaldte Euribor-rente, som bankerne betaler for at låne penge af hinanden.

Hensigten er bedre kontrol for at forhindre ulovligheder som det rentekartel, der fra 2005 til 2008 låste Euribor-renten fast på et for højt niveau.

Euribor-renten danner i sidste ende grundlag for den rente, som kunderne skal betale for at låne penge i banken.

/ritzau/