Den største EU-handelsaftale til dato med verdens tredjestørste økonomi - Japan - er godkendt i Strasbourg.

Europa-Parlamentet har onsdag godkendt en handelsaftale med Japan. Det er den største handelsaftale, som EU til dato har indgået.

Den blev vedtaget med stemmerne 474 for og 156 imod i parlamentet.

Japans parlament har for nylig ratificeret aftalen, og da den ikke skal godkendes i hvert EU-medlemsland, baner onsdagens afstemning i Strasbourg vejen for, at aftalen kan træde i kraft 1. februar 2019.

Japan er verdens tredjestørste økonomi. Aftalen vil åbne for yderligere eksport fra europæiske virksomheder - herunder danske - som bliver mere konkurrencedygtige.

Aftalen er den første af sin art, der tager højde for klimamål og direkte har referencer til FN-klimaaftalen fra 2015 i Paris.

Kommissionsformand Jean Claude-Juncker ser aftalen som en sejr for det internationale handelssystem.

- Jeg vil rose EU-Parlamentet for med dagens afstemning at styrke Europas utvetydige budskab: Sammen med nære partnere og venner som Japan vil vi fortsat forsvare åben, win-win og regelbaseret handel, siger Juncker.

Aftalen med Japan vil skabe en frihandelszone, der dækker 635 millioner mennesker og næsten en tredjedel af verdens samlede bruttonationalprodukt, skriver EU-Kommissionen.

- Den vil give klare fordele for vores virksomheder, landmænd og tjenesteudbydere, siger handelskommissær Cecilia Malmström i en skriftlig udtalelse.

På baggrund af beregninger fra blandt andet London School of Economics, EU-Kommissionen og handelsaftalen med Sydkorea vurderer Dansk Industri, at dansk eksport kan øges med 30-50 procent. Hvis aftalen implementeres.

Det er ifølge Dansk Industri især på fødevarer, grøn teknologi og medicinsk udstyr, at danske virksomheder står stærkt i Japan.

Mange danske virksomheder er klar til at udnytte de nye muligheder, hvis aftalen godkendes i EU-landene, vurderer Dansk Erhverv.

- Det er en rigtig god aftale, som EU-Kommissionen har forhandlet igennem. Jeg ved, at masser af danske virksomheder står på spring for at udnytte alle fordelene ved aftalen, siger administrerende direktør Brian Mikkelsen.

/ritzau/