Der burde være store smil og glæde, men det er blandet med en frygt for fremtiden.

Hoteller, butikker og restauranter genåbner i disse dage så hurtigt, som de kan komme afsted med det. Selvfølgelig efter nøje instruks fra myndighederne.

Men glæden ved genåbningen er blandet med en frygt for, om floden af kunder, der i disse dage valfarter til cafeer og restauranter, fortsætter med at strømme, eller om den tørrer ud, når nyhedens interesse har lagt sig.

Sådan lyder det fra Erhvervshus Sjælland til TV Øst.

»Ingen ved, hvordan forbrugsmønstret vil se ud, når smitten stadig er rundt om os. Her er restauranter og caféers påvirkning svære at spå om, og jeg tror også, der vil være forskelle rundt om i landet,« siger direktør Mads Váczy Kragh.

Horesta, der er branche- og arbejdsgiverforening for blandt andet restauranter og hoteller, deler frygten for, om omsætningen vender tilbage.

De vælger at se optimistisk på fremtiden:

»Vi er fortrøstningsfulde omkring, at danskerne godt tør gå ud at spise. Vi har gjort rigtigt meget ud af, at det er trygt og sikkert at være gæst på danske restauranter og hoteller,« sagde brancheforenngens formand, Katia K. Østergaard, tidligere i denne uge.